Horsens Lift investerer på livet løs: Ny administrationsbygning, flere ansatte, mere materiel. Udlejningsflåden er nu på 325 enheder. Byggeboomet i Østjylland har en stor del af æren for væksten på mellem 20 og 25 procent på et år.

Telefonerne kimer, kunder, leverandører og ansatte kommer og går, og materiel transporteres ind og ud ad portene i alle afdelinger i et hastigt tempo. Jo, der er travlt i det familieejede firma Horsens Lift, godt hjulpet af det boom, der er i byggeriet i Østjylland. En ny administrationsbygning til en million kroner på 1000 kvadratmeter i hovedsædet i Horsens er netop taget i brug, så aflevering og afhentning kan foregå mere smidigt og hurtigere end før. En ny lagerhal forventes desuden opført frem til sommerferien 2018. Kun gravetilladelsen mangler og kommer forhåbentlig i hus, inden spærene ankommer. Medarbejdertallet er vokset til 16, omsætningen er vokset med mellem 20 og 25 procent på ét år, og antallet af lifte, teleskoplæssere, bæltemaskiner og andet udlejningsmateriel er steget til 325 enheder.

 

– Det svinger selvfølgelig lidt, fordi vi også løbende sælger ud af det brugte materiel, når det runder de fem år, men det er deromkring, fortæller direktør Esben Vernholdt Jensen, der ejer og driver udlejningsfirmaet med adresser i Horsens, Middelfart og Aarhus på lige fod med fru Jeanette.

Længere udlejningsperioder

Den øgede omsætning kommer ikke kun som følge af et stigende antal nye kunder blandt Østjyllands entreprenører, boligselskaber, haller, håndværkere og private:

– Den øgede omsætning skyldes også, at lejeperioderne er længere end tidligere, siger Esben Vernholdt Jensen, der hele tiden holder øje med, om der skal indkøbes lifte eller andet materiel, der kan mere og andet end de nuværende modeller.

– Vi har lige købt en ny glaslift, som kan bruges af håndværkere, der skal skifte vinduer ud i boligblokke, og af glarmestre, der skal sætte energiruder i eksisterende vinduer. Snart får vi også en smal 10-meters Snorkel-lift på prøve. Den er 40 centimeter smallere end den hidtil smalleste på markedet, der er 175 centimeter. Det kan være meget praktisk, når man skal ind på meget smalle mellemrum, fortæller Esben Vernholdt Jensen, der også mærker en stor efterspørgsel efter knækstyrede minilæssere. De er meget populære som pladsmaskiner, fordi de er så fleksible, kan operere på meget lidt plads og kan aflaste mandskabet i mange løftesituationer. Desuden kan der påmonteres mange slags greb og skovle.

Byggesæsonen er firmaets travleste, så direktøren har et godt tip til folk, der ønsker at leje en lift til en hurtig opgave: Vent, til byggesæsonen er overstået. Der opnås de bedste tilbud.